Dansk

Vio.Me's kamp for selvorganisering:

Vio.Me er en fabrik, der producerer byggematerialer i Thessaloniki, Grækenland. Arbejderne på fabrikken har ikke fået løn siden maj 2011, hvor ejerne forlod fabrikken. På en generalforsamling besluttede de derfor at besætte fabrikken og genoptage produktionen med selvorganisering og direkte demokrati. Efter en årelang kamp, der har tiltrukket sig opmærksomhed og solidaritet i Grækenland og i hele verden, starter de produktionen den 12. februar 2013 efter 3 dages intense mobiliseringer.

 

Hvad kan du gøre for at hjælpe?

• Spred budskabet! Send denne information til dine venner, kolleger eller din organisation. Vores skjold mod repression er solidaritet! Nøglen til vores succes er stærke bånd til lokal- og verdenssamfund!
• Bidrag økonomisk! Produktionsomkostningerne er høje, og de første måneder er altafgørende. Arbejderne har en fornuftig forretningsplan og er optimistiske omkring forsøget, men det vil tage noget tid, før de har etableret sig på markedet. Lad os alle bidrage til at det lykkes! Brug donationsknappen ovenfor, ethvert beløb hjælper!
• Organiser din arbejdsplads, dit kvarter, din by! Promover social selvorganisering uden mellemmænd, politikere eller bureaukrater! Lav kooperativer og naboråd, beskyt fællederne, skab et nyt samfund baseret på nærhed, gensidig tillid og solidaritet!
• Send alle spørgsmål eller støtteerklæringer til Thessaloniki's åbne solidaritetsinitiativ på protbiometal@gmail.com. Arbejderne bliver glade for varmen og solidariteten fra udlandet!

 Selvorganiseringens maskiner er blevet startet!

Efter tre dages intense mobiliseringer har fabrikken, Vio.Me, tidligere på dagen startet produktionen under arbejdernes kontrol! Det er det første eksperiment med industriel selvorganisering i det kriseramte Grækenland, og arbejderne på Vio.Me er sikre på, at de kun er de første i rækken.

Mobiliseringen startede med et stort møde mellem arbejdere, solidaritetsorganisationer og andre søndag aften i en teaterbygning i det centrale Thessaloniki. Her diskuterede de solidaritetsbevægelsens fremtidige arbejde og alle havde chancen for at gribe mikrofonen og give deres mening til kende om arbejdernes kamp. Mandag aften var der en demonstration i midtbyen, efterfulgt af støttekoncerter med flere velkendte bands og artister. Blandt dem Thanassis Papakonstatinou, en af de vigtigste nulevende græske sangskrivere, der på sin vis er en del af bevægelsen, idet han altid i ord og handling har støttet kampen for selvbestemmelse. Fremmødet oversteg alles forventninger, så der var desværre tusinde mennesker, der, grundet pladsmangel, ikke kunne komme ind på stadion. Aftenens højdepunkt var, da arbejderne tog mikrofonen og fremlagde deres visioner for et andet samfund baseret på social retfærdighed, solidaritet og selvorganisering. Fem tusinde mennesker klappede, hujede og råbte støtteråb. Der indså alle, at anstrengelserne er dømt til at bære frugt. Tidligt næste morgen fortsatte det med en demonstration ud til fabrikken, hvor arbejderne var klar og satte produktionen i gang foran snurrende kameraer fra den nationale, lokale og alternative presse. Arbejderne organiserede en rundtur på fabrikken og forklarede detaljeret produktionsprocessen til journalister og medlemmer af solidaritetsbevægelsen.

Der er stadig meget arbejde forude; produktionsomkostningerne er høje, der er ingen lånemuligheder og det er svært at erobre markedsandele i økonomiske nedgangstider. Arbejderne er imidlertid optimistiske; overskuddet fra støtteeventet og donationer fra støtter, indsamlet gennem vio.me.org, burde være nok til at holde skuden oven vande i de første par måneder. Støtten fra de sociale bevægelser gør, at produkterne kan distribueres gennem eksisterende sociale og solidariske økonomiske netværk. Arbejderne på Vio.Me undersøger allerede nu nye rengøringsmidler, der er baseret på ikke-giftige, naturlige ingredienser, som også er velegnede til hjemmebrug. Fabrikken laver kvalitetsbyggematerialer (mørtel, puds, fliseklæber, samlematerialer, vandtæt fugemasse mv.), og arbejderne har planer om at forbedre materialerne endnu mere, samtidigt med at de sænker produktionsomkostningerne og dermed prisen. Udfordringen er nu at finde et marked for disse materialer, enten i Grækenland eller i de omgivende Balkan-lande. Nogle produkter kan fragtes endnu længere, så de kunne også blive distribueret gennem solidaritetsbevægelsen.

De 40 arbejdere på Vio.Me og flere hundrede solidaritetsaktivister har haft tre uforglemmelige dage, der imidlertid blot er starten på en lang og besværlig vej. Mere end nogensinde er vi nu nødt til at stå sammen; fast besluttede på at skabe en ny verden baseret på solidaritet, retfærdighed og selvorganisering!



------------------------------------------------------------------------------------------------------------------ 

"We are the ones who knead and yet we have no bread,

we are the ones who dig for coal and yet we are cold.

We are the ones who have nothing and we are coming to take the world."

Tassos Livaditis (Græsk poet, 1922-1988) 

 

Fra hjertet af krisen sigter arbejderne fra Vio.Me efter udbytningens og ejendomsrettens hjerte.

Konfronteret med en arbejdsløshed der nærmer sig 30%, indkomster som nærmer sig nul, løfter om flere skatter, ubetalt arbejde siden maj 2011, og i øjeblikket nægtet arbejde på en fabrik forladt af arbejdsgiverne, har Vio.Me's arbejdere på deres generalforsamling slået fast, at de ikke vil være ofre for evig arbejdsløshed, men at de i stedet vil kæmpe for at tage fabrikken i egne hænder og drive den selv. I et formelt forslag fra oktober 2011 har de krævet at etablere et kooperativ under fuld arbejderkontrol, og de forlanger at kooperativet, såvel som andre der måtte opstå, bliver juridisk anerkendt. Samtidig har de krævet de penge, der er nødvendige for at starte produktionen på fabrikken igen. Penge, som under alle omstændigheder tilhører dem, da det er arbejderne, der producerer samfundets rigdom. Planen blev mødt af statens og de bureaukratiske fagforeningers ligegyldighed, men den blev modtaget med stor entusiasme af en verden af sociale bevægelser, som, igennem dannelsen af Open Initiative in Thessaloniki og efterfølgende lignende initiativer i mange andre byer, i de sidste seks måneder har kæmpet for at sprede budskabet om Vio.Me i samfundet.

Det er tid til arbejdernes styring af Vio.Me

Arbejderne kan ikke længere vente på, at den kriseramte stat skal opfylde de tomme løfter om støtte (selv 1000-euro hjælpepakken lovet af arbejdsministeriet blev aldrig godkendt af finansministeren). Det er tid til at Vio.Me-fabrikken genåbner, ligesom som enhver anden fabrik der lukker ned, går bankerot eller fyrer sine arbejdere, bør gøre. Det skal være arbejderne, der genåbner fabrikken; ikke de gamle eller nye chefer. Kampen bør ikke være begrænset til Vio.Me. For at kampen kan blive sejrrig, må den generaliseres og spredes til alle fabrikker og virksomheder der lukker; for kun gennem et netværk af selvorganiserede fabrikker vil Vio.Me være i stand til at trives og vise vejen til en anden organisering af produktionen og økonomien, uden udbytning, ulighed og hierarki.

Når fabrikker lukker en efter en, når antallet af arbejdsløse i Grækenland nærmer sig to millioner og når den brede majoritet i befolkningen er dømt til fattigdom og elendighed af den regerende koalition af PASOK-ND-DIMAR (Hhv. Den panhellenske socialistiske bevægelse, Nyt demokrati og Demokratiske venstre), som viderefører de forrige regeringers politikker, er kravet om at drive fabrikkerne under arbejdernes selvorganisering det eneste fornuftige svar på den katastrofe, vi oplever hver dag, og dermed også det eneste svar på arbejdsløsheden. Af den grund er Vio.Me's kamp, alles kamp.

Vi opfordrer alle arbejdere, de arbejdsløse og alle de, som er påvirket af krisen til at hjælpe arbejderne fra Vio.Me og støtte dem i deres bestræbelser på at praktisere idéen om, at arbejdere kan klare sig uden chefer! Vi opfordrer til at deltage i en landsdækkende aktions- og solidaritetskaravane som kulminerer i tre dages aktioner i Thessaloniki. Vi opfordrer folk til at tage kampen op og organisere deres egne konflikter på deres arbejdspladser, uden bureaukrater og med direkte-demokratiske fremgangsmåder. Vi opfordrer til at deltage i en generel politisk strejke for at kunne fordrive dem, som ødelægger vores liv.

Målet er at etablere arbejdernes selvorganisering på fabrikkerne og i hele produktionen, og at organisere økonomien og samfundet som vi ønsker det: uden chefer!

Det er Vio.Me's tid. Lad os komme i gang med arbejdet!
Vi baner vejen for arbejderes selvorganisering overalt!
Vi baner vejen for et samfund uden chefer!

Open Initiative of Solidarity and Support

til arbejdernes kamp på Vio.Me.

VIO.ME: Retten er arbejdernes ret og ikke borgerskabets love.

----------------------------------------------------------------------------------------

Interview med Makis Anagnostou, formand for fagforeningen for arbejderne på Viomihaniki Metalleytiki (VIO.ME), i avisen Nea Prooptiki.

VIO.ME's kamp er uden tvivl en af de vigtigste arbejdskampe, der har fundet sted i nutidens Grækenland. Fabrikken (Viomihaniki Metalleytiki) er blevet forladt dens ejere, og arbejderne, der ikke har fået løn siden maj 2011, nægter at forlige sig med tanken om arbejdsløshed og kæmper for at flytte produktionen over i deres egne hænder. De fremfører hermed arbejdernes selvorganisering som et svar på den kriseramte græske kapitalismes lukninger og fyringer.

Formanden for fagforeningen for arbejderne på VIO.ME, Makis Anagnostou (M.A.), talte med Nea Prooptiki (N.P.):

- N.P. Hvor er jeres kamp i dag?

- M.A. Siden vi gav det sidste interview, har mange ting ændret sig. Der er nu blevet taget beslutninger om ting, der ikke var en del af vores kamp tidligere. Indtil et bestemt tidspunkt fulgte vi alene den lovlige vej, men vi fandt ud af, at denne vej er for lang. Derfor har fællesmødet besluttet at følge en anden vej. Den er stadig legitim, men denne gang baseret på ræsonnementet, at retten er arbejdernes ret og ikke borgerskabets love.

- N.P. I har stadig ikke fået løn siden maj 2011, mens september var den sidste måned, hvor I kunne få understøttelse fra OAED [Labour Force Employment Organization, en statslig beskæftigelsesorganisation, ovs.]. Hvordan overlever I under sådanne forhold?

- M.A. Vi overlever med nød og næppe, hvis man kan kalde det overlevelse overhovedet. Sandheden er, at ministeriet viste interesse i bestemte, ekstremt svære, sager, men den faktiske hjælp har form af velgørenheden og løser ikke det virkelige problem: arbejdsløshed. Vi vil have arbejde, ikke velgørenhed.

 

- N.P. Kan du fortælle os noget om folks reaktioner på jeres kamp og den solidaritet, I har oplevet?

- M.A. Der kommer hjælp fra hele Grækenland og også fra udlandet. Selvfølgelig er dem, der støtter os oftest også selv fattige mennesker. Det er hverken store bladudgivere eller store firmaer. Det er almindelige mennesker, arbejdere, hvoraf nogle af dem arbejder og de fleste formentligt nutildags er arbejdsløse, der støtter os med det lidt, de har. Nogle giver os en pakke spaghetti, andre en pose bønner, mens andre giver os 2 € som økonomisk hjælp. Men selv denne lille hjælp er meget vigtig, da den giver os styrken og modet til at blive ved.

- N.P. Der er en del af ”venstrefløjen”, der har anklaget jer for at prøve selv at blive små kapitalister ved at overtage fabrikken. Hvordan svarer I dem?

- M.A. Dem har vi allerede svaret. Når arbejderbevægelsen er ved vores side, afviger kampe som vores ikke så let fra deres mål. Men når bevægelsen er på afstand forsøger arbejderne (som arbejdere) at finde måder at overleve på, og her ligger der en fare for en borgerlig vending.

- N.P. I de seneste strejker indtog i et andet standpunkt end både GSEE [LO-lignende hovedorganisation, ovs.], PAME [marxistisk-leninistisk fagforbund, ovs.] og de koordinerende organer i centrale fagforbund. Hvad ledte jer til den beslutning?

- Alle disse beslutninger tages af fællesmødet. Det, jeg mener, er, at fagforbundets administration – selvom vi faktisk ikke fungerer som en administration – ikke besluttede, hvilket standpunkt vi skulle tage. Der er altid problematikker tilknyttet det her emne. Ting bliver altid diskuteret på fællesmødet, og det er fællesmødet, der tager en beslutning. Fællesmødet tog dette standpunkt af særlige årsager, som jeg ikke har lyst til at diskutere eller kritisere lige nu.

- N.P. Har du ikke lyst til at fortælle os om de særlige årsager?

- M.A. Da fagforbundet startede op, plejede vi at gå til GSEE. Der opdagede vi, at deres indstilling ikke var, som vi havde håbet. Med andre ord mødte vi, i fx vores deltagelse i diskussionen om strejkebevægelserne, forskellige personer, der sagde, at vi skulle appellere til at vores chefer kom tilbage med deres kapital. Det var vi ikke enige i. Vi ønskede en mere klasse-defineret vej og gik til PAME. I dette tilfælde nåede vi et punkt, hvor vi var de eneste, der holdte banneret med PAME. PAME lod som om de ikke så os, fordi de ikke var enige med os på bestemte områder. Det er sandt, at PAME har en tydelig klassekarakter, men kan nogen sige, at vi ikke har? Det faktum, at vi ikke var enige med PAME på nogle områder, gør os ikke til fjender. Fordi vi ikke er enige med dem om alt og blindt følger deres råd, er PAME's holdning til os er måske ikke helt som fællesmødet havde håbet. Det er dét, der ledte os til vores beslutninger.

- N.P. Vil det sige, at I på en måde syntes, at de var imod jer?

- M.A. Man kan ikke sige, at de var imod os, men de var helt sikkert ikke på vores side. Det er den dårlige ting. Jeg må sige, at der var mange individuelle medlemmer af PAME, som udtrykte en positiv holdning til vores kamp og vores måde at fremføre vores pointer ved de mange støtte-events!

- N.P. I oktober var der en stor solidaritetskaravane, der startede i Thessaloniki, gik gennem Larissa og Volos, og endte i Athen. Hvordan vil du beskrive den oplevelse?

- M.A. Jeg vil fortælle dig, hvad mine kolleger sagde, i stedet for at beskrive det selv. Mange kolleger der indtil det tidspunkt var skeptiske, og ikke vidste hvorvidt de ville deltage i karavanen, sagde efter, at karavanen var slut, at de helt sikkert ville deltage, hvis den blev gennemført igen; også selvom det var næste dag.

- N.P. Er der i forløbet kommet nogen form for reaktion fra ejerne af fabrikken?

- M.A. Indtil nu har de været passive. Vi er imidlertid sikre på, at de forbereder sig på at komme ind igen. I det tilfælde vil vores beslutsomhed og vores styrke være afgørende.

- N.P. Nogle vil mene at have observeret, at kampen på Vio.Me er ebbet lidt ud for nyligt. Hvad tænker I at gøre i de kommende dage for at genoplive jeres kamp?

- M.A. Jeg vil ikke sige, den er ebbet ud. Der har selvfølgelig været lidt roligt i ferien. Men nogle gange må man løbe ekstra stærkt i starten for at sikre fremdrift. Det er det, vi mener er sket. Der er mange ting, der vil være oppe at køre i den nærmeste fremtid. Der er mødet med ministeriet, nogle fællesmøder i Athen der fokuserer på, hvordan vi kan udveksle produkter, vi har retsmøder med vores tidligere arbejdsgivere den 24. januar, og efter alt dette vil vi starte noget helt nyt den 8. februar. Det vil indledes med en koncert, vi forbereder på den dag. Der kommer nogle velkendte artister som Thanassis Papakonstantinou, Charoulis, Chainiderne og andre. Og den 11. januar vil vi gøre forberedelser til at genstarte produktionen på fabrikken.

- N.P. Hvad har I helt præcist i tankerne at gøre disse tre dage?

- M.A. Det vil være en omvendt karavane. Denne gang er det ikke os, der tager til andre byer. Vi inviterer i stedet folk fra andre byer til Thessaloniki, så de kan støtte det nye initiativ, der starter den 8. februar. Vi ved ikke helt præcist, hvornår aktiviteterne skal finde sted, men det starter som sagt den 8. februar med en demonstration og en koncert. Resten sker på fabrikken. Hvordan vi præcist fortsætter på fabrikken, er noget vi vil annoncere i den nærmeste fremtid.

- N.P. Vil dette også blive afgjort af de møder, I skal holde i Athen? Altså, at hvis jeres drøftelser med ministeriet falder heldigt ud, så er der mulighed for at I kan drive fabrikken selv?

- M.A. Det er det, vi prøver at sikre. Hvis ministeriet faktisk tilbyder en løsning, er det godt. Vi kastede bolden til ministeriet, og sagde, at det nu er deres ansvar, hvordan fabrikken vil blive drevet. Vi kan enten drive den legalt, eller mere præcist ”ifølge lovens bogstav”, eller på den måde, vi taler om: at retten er arbejdernes rettigheder, og at vi retfærdigvis kan overtage fabrikken uden at følge lovens bogstav.

- N.P. Hvis I får kontrol med fabrikken og driver den, hvordan tror du, at I kan klare den økonomisk, under presset fra den økonomiske krise? Har I nogen plan for det?

- M.A. Ja, der er en plan. Der er en stor forskel på det, vi gør, og det der ellers er derude. Vi fastholder, at der selv på dette skrumpede og degenererede marked er en åbning for os i forhold til at handle med nye typer butikker og andre lande. Der er her et potentiale for at beholde fabrikken som den er, selvom vi lige nu går igennem en svær tid.

- N.P. Vio.Me's kamp er af mange blevet karakteriseret som en pionerkamp, i det mindste i Grækenland, da den viser den vej, der burde følges af andre fabrikker, der er i samme situation. Har der indtil nu været nogle reaktioner fra arbejdere på andre fabrikker, der står i samme situation?

- M.A. Jeg vil ikke sige, vi er pionerer. Vores krav er det oprindelige krav fra det arbejdende folk. Det, den arbejdende person, og i højere grad industriarbejderen, ville, var at tage produktionsmidlerne i egne hænder, for at kunne producere for sig selv. Dette spørgsmål er et, vi rejser for alle arbejdende mennesker, men borgerskabet har i mange år holdt arbejderklassen i en hypnose, så den ikke kan tænke på denne måde. Derfor ledes kampene mod mere stille løsninger, som borgerskabet foretrækker. Jeg er nødt til at gentage det: vi bygger på fortidens eksempler, og vi tror, at det setup vi har planlagt gør det muligt at fastholde en høj grad af samarbejde, fordi det grundlæggende bliver et arbejderkooperativ, der overskrider borgerlige løsninger.

-M.A. I wouldn’t say pioneering. Our demand has for ever been the primordial demand of working people. What the working person, and more so the industrial worker, looked forward to was to take the means of production in their hands in order to be able to produce for themselves. This issue is one we put to all working people, but the bourgeois class does for years and years now is to keep the working class into hypnosis so that it cannot be able to think in this way. For this reason, it directs the struggles to more “quiescent” and bourgeois preferred solutions. I have to repeat it; we took the examples of the past and we believe that with the setup we have planned and the charter that we will draw we will become able to keep a very good level of cooperativity, because all this is essentially going to become a workers’ cooperative that will go beyond the bourgeois type of solutions.